Fra sort-hvid (over-)tænkning til et liv i farver…
- Ved du hvordan det er at knokle og gøre dit bedste hver dag, men i hjertet føle at du aldrig bliver god nok ?
- Har du prøvet at være så skrækslagen for at fejle, at du længe udsatte overhovedet at starte på en opgave ?
- Er det svært for dig at tage imod kritik, men endnu værre at tage imod ros ?
- Har du svært ved at bede om hjælp, hvis det på nogen måde kan blive opfattet som et tegn på svaghed ?
- Hader du bare, når du ikke har styr på din dag ?
- Har du frygtet du at blive afsløret som et fupnummer, selvom du faktisk har succes med det du gør ?
- Har du nogensinde følt dig skyldig og egoistisk, hvis du har sat tid af til dig selv ?
- Har du nogensinde tænkt: ”Hvis jeg prøver hårdt og jeg er meget omhyggelig og følger alle reglerne, så vil alt gå godt og alle vil elske mig og jeg vil have det godt hele tiden…” ?
Bare rolig du er ikke alene. Faktisk har op mod halvdelen af os en snært af disse følelser af ikke at være gode nok – at vi helst skal være perfekte. Der er ikke noget galt med perfektionisme. Faktisk kan en vis portion perfektionisme fungere rigtig positivt for dig og sikre at du leverer gode resultater og er en ”der kan regnes med”.
Problemet opstår når du skruer for højt op for kravene til dig selv – og nogen gange også til andre. Når kravene bliver urealistisk høje, så opstår følelsen af at svigte – og blive svigtet – gang på gang. Og så følger bekymringer, søvnløse nætter, endeløse selvbebrejdelser, stress, udmattelse og nogen gange også angst og depression.
Den gode nyhed er, at du kan bryde ud af denne onde cirkel.
